Vedligeholdelse

 

Vedligeholdelse og pleje af lædermøbler

Med den rette læderpleje kan du holde dine lædermøbler smukke i mange år.

Læder er et naturprodukt, og derfor er det på samme måde som med træ: Der er ikke to huder, der er helt ens. Hudens udseende og egenskaber varierer efter, hvilken del af dyret den kommer fra, og hvilke påvirkninger den har været udsat for. Læderet kan være fra okser eller bøfler. Bøffellæder har som regel en grovere struktur og større variationer i udseendet.

Alt læder bør beskyttes mod sollys og stærk varme. Hold derfor dine lædermøbler i god afstand fra vinduer, brændeovne og radiatorer. Husk også, at fedt nedbryder læder på samme måde som det nedbryder stof. Undgå derfor at spilde eller krumme med fedtholdig mad, snacks osv.

Læder kræver som regel ikke megen vedligeholdelse, men kan heller ikke klare sig helt uden. To til tre gange læderpleje om året er som regel nok. Lædermøbler der er udsat for meget slid, tilsmudsning og udtørring skal som regel vedligeholdes oftere end ved normale forhold.

Lædertyper

Læder med overfladebeskyttelse er rimeligt let at holde, og det modstår de fleste brugspåvirkninger. Overfladebehandlet læder aftørres med hårdt opvredet blød fnugfri klud i rent vand. Undgå at gnide for kraftigt på læderet.

Semi-anilin- og anilinlæder er læder uden overfladebeskyttelse. Overfalden er blød, lækker og smidig. Lysægtheden er ikke stor, og derfor bør det beskyttes mod direkte lys for at undgå farvetab. Det opsuger let væsker og fedt f.eks. fra håret, og det bliver ofte mørkere i brug.

By-Cast læder sælges under forskellige handelsnavne. F.eks. Royal, Creta og Oleosa. By-Cast læder er spalt (kødsiden), der har fået påtrykt en kunstig narv og derefter er overfladebehandlet med en polyurethan belægning. Denne type læder kan ikke ånde på samme måde som andre typer læder, og det kan føles lidt varmt/fugtigt at sidde på. For at bevare overfladen smidig skal den vedligeholdes med en egnet lædercreme.

Ovenstående lædertyper kan plejes og vedligeholdes med produkterne fra Guardian Læderplejesæt. Alt efter hvilken type læder der er tale om anbefaler IDEmøbler, at du behandler dine lædermøbler to til seks gange om året.

Generelle råd til læderpleje

  • Du skal behandle dine nye lædermøbler med Guardian Lædercreme inden de tages i brug.
  • Til daglig rengøring er det tilstrækkeligt at bruge en hårdt opvredet blød og fnugfri klud i rent vand.
  • Lædermøbler bør støvsuges en gang om måneden (men pas på ikke at ridse).
  • Placer aldrig lædermøbler direkte op af varmekilder og beskyt dem mod direkte sollys, da det udtørrer læderet og nedbryder læderets egenskaber.
  • Tør straks op med en blød sugende klud, hvis du spilder, så du undgår skjolder og pletter.
  • Brug aldrig slifo, benzin eller andre kemikalier på læder, da dette kan nedbryde og ødelægge læderet.
  • Læder er et naturprodukt og patineres derfor i brug. Det er ikke en fejl ved læderet, men kun naturligt.
  • Vær opmærksom på, at nyt tøj (som f.eks. jeans) ofte indeholder en del overskudsfarve, som let kan smitte af på lædermøbler og det kan være meget vanskeligt at fjerne.

 

Vedligeholdelse og pleje af træmøbler

Træ er et unikt og levende naturmateriale. Åretegninger og knaster er en del af træets natur, og ikke to træmøbler er ens. Træ er også i en stadig forandringsproces, og det bevirker, at farver og strukturer ændrer sig gennem hele dit træmøbels levetid.

Beskyt mod solen

Mange træsorter har stor farveændring i begyndelsen, så derfor er det en god idé at lade sine træoverflader stå udækket uden vaser, nips, osv. i de første måneder. Ønsker du at træet forbliver uforandret, kan processerne sinkes ved at beskytte træet mod sollys og forandringer i luftfugtigheden.

Vand og træ

Vand bør kun anvendes i små mængder på træmøbler - tør straks op hvis du spilder, og brug en hårdt opvredet klud til aftørring. Massivt træ kan “arbejde” når luftens fugtighed skifter. Det betyder, at f. eks. bordplader kan blive ru eller let buede, og at specielt fyrretræ og bøgetræ kan få “vindridser” - små revner mellem årerne.

 

Træ og luftfugtighed

Massivt ubehandlet træ bør kunne ”ånde”, så det kan indstille sig efter luftfugtigheden i rummet. Dæk derfor aldrig massive træmøbler med lufttætte materiale som f. eks. plastic eller voksdug i mere end 12 timer ad gangen.

På samme måde bør du ikke opbevare dine træmøbler i rum, hvor luftfugtigheden er meget svingende, da træet vil indstille sig efter omgivelserne, og store ændringer vil kunne ødelægge træets struktur. Undgå uopvarmede lofter, kældre, udhuse og lignende steder, og husk også at beskytte dine træmøbler mod varme fra gryder, radiatorer o.l.

Ubehandlede og sæbebehandlede overflader

Til dagligt kan du blot tørre dine ubehandlede og sæbebehandlede træoverflader af med en blød klud, som er opvredet i lunkent eller varmt vand – tør altid med årernes retning. Til en grundigere rengøring kan du bruge en sæbeopløsning bestående af 1/4 dl sæbespåner til 1 liter demineraliseret lunkent vand eller Guardian Trærens.

Husk at ubehandlede møbler skal være af teaktræ for at kunne stå ude, mens andre ædeltræsorter skal behandles med træolie eller anden beskyttelse for at kunne tåle at stå i haven.

Voksbehandlede træmøbler

Modsat ubehandlede eller sæbebehandlede træmøbler tåler voksbehandlede træmøbler ikke sæbeopløsning. Du gør dem rene ved at tørre dem over med en tør klud. Til grundig rengøring kan du bruge lidt mineralsk terpentin eller Guardian Trærens - husk at tørre efter med en fnugfri klud og efterbehandle med et tyndt lag møbelvoks.

Lakerede overflader

Brug en ren, tør klud eller vrid den hårdt op i rent vand. Bemærk dog at visse ældre møbler ikke tåler den mindste smule fugt. De fleste laktyper tåler sæbe og mildere rengøringsmidler, mens blanke og skinnende lakoverflader kan poleres med Guardian Lakpleje. Til en grundig rengøring af matte lakoverflader anbefaler IDEmøbler Guardian Lakvask.

Oliebehandlede overflader

Du rengør dine oliebehandlede træoverflader med en klud, der er ren og tør eller hårdt opvredet i vand og sæbe. Til grundigere rengøring anbefaler IDEmøbler at bruge Guardian Trærens to til fire gange om året. Er dine møbler lavet i hårdere træsorter som f.eks. bøg, eg, valnød og kirsebær anbefaler vi Guardian Ædeltræsolie, og er dine møbler lavet i blødere som f.eks. nåletræ anbefaler vi Guardian Bio-Olie.

Ludbehandlet træ

Ludbehandlede træmøbler skal efterbehandles med specialmidler for at træet ikke udtørrer og får revner, sprækker og buede overflader. Til grundig rengøring anbefaler IDEmøbler at bruge Guardian Trærens efterfulgt af en behandling med Guardian Bio-Olie.

Generelle råd til pleje af træmøbler

  • Rengøring, slibning og andre behandlinger af træ skal altid ske med træets åreretning.
  • Undgå at stille varme og fugtige ting direkte på træet, da dette kan give skjolder.
  • Undgå at placere dine træmøbler tæt ved stærke varmekilder, da det kan påvirke træet.
  • Husk på, at træ aldrig bør overdækkes permanent med lufttætte materialer i længere perioder.

 

Vedligeholdelse og pleje af madrasser

Madrasser kræver ikke megen vedligeholdelse. Men som med polstermøbler sker der en vis “sætning” i materialet, det vil sige en fordybning, som kan modvirkes ved at man vender sin madras ofte. Der skal byttes om på hoved- og fodende, og hvis det er muligt også på for- og bagside. Husk også at vende topmadrassen en gang imellem.

Du vedligeholder din madras ved at støvsuge den fra tid til anden. Pletter fjernes med rensemiddel ofte baseret på demineraliseret vand.

Husk desuden at lufte ud i soveværelset en gang dagligt, så du opnår den optimale ventilation til din madras og dine dyner og puder.

 

Vedligeholdelse og pleje af polstermateriale

Polstermøbler kan være lavet af fjedre, polyether- eller koldskum og fibervat. I puder kan der være skum, granulat, fibervat, fjer, dun eller en kombination af materialer. Al polstring ændrer sig i brugen. Et godt råd er derfor at ombytte puder og hynder og ikke altid sidde det samme sted. På den måde opnår du, at polstringen “sætter sig” og bliver jævn over hele siddefladen.

Polstring skal ikke vedligeholdes, men giv eventuelt dine hynder og puder en tur med støvsugeren eller bank dem fri for støv og snavs med jævne mellemrum.

 

Vedligeholdelse og pleje af møbelbetræk

Møbelbetræk kan være fremstillet af plast, naturfibre eller syntetiske fibre. Her er en guide til de forskellige materialer, så det er let for dig at vedligeholde dine betrukne møbler.

Plast, læderlook, rulook

Plast, læderlook og rulook er alle syntetiske materialer, der kan være behandlet på forskellige måder. Vær opmærksom på, at cigaretgløder kan smelte i materialet og efterlade små huller. De fleste materialer inden for denne kategori tåler vand og sæbevand, men spørg hos IDEmøbler, hvis du er i tvivl.

Uld

Uld er både smudsafvisende og elastisk. Gløder, der fjernes omgående, efterlader ingen mærker. Uldstof kan i begyndelsen afgive lidt overskudsfibre fra overfladen, men det har ingen betydning for kvaliteten.

Hør

Hør har engod slidstyrke, men det tåler ikke at blive “knækket”. Desuden er det ret modtageligt overfor smuds, og det anvendes derfor sjældent på meget bløde puder. Hør tåler ikke kemisk rens, tekstilrens eller imprægnering, og vi anbefaler ikke, at det tørres af med en våd klud, da det kan efterlade gule skjolder.

Bomuld

Bomuld har en god slidstyrke, men påtrykte mønstre er ofte ikke modstandsdygtige over for slid og sollys. Groft tøj som denim osv. slider hårdt på bomuld, og bomuld er derfor ofte uegnet til møbler, som udsættes for meget sollys eller stort dagligt slid. Vær forsigtig med at rense dit bomuldsbetræk, da farven kan ændre sig. Er betrækket aftageligt, så husk at se efter vaskeanvisningen, før du vasker.

Syntetiske fibre

Polyester, nylon, velour, microfibre, m.v. er typer af betræk, som er slidstærke og lette at holde. Men gløder efterlader små huller, og velour kan f.eks. skifte farve, når lyset kommer fra forskellige retninger. Dette er ikke en fejl, men naturligt for stoffet. Farveændringer er lysfænomener og har dog ingen betydning for slidstyrken. Generelt gælder det for møbelbetræk at det ikke kan vaskes. Du vedligeholder dine stofbetrukne møbler bedst enten ved at støvsuge dem eller ved at pletrense dem. At betrækket er aftageligt betyder ikke, at det altid kan renses eller vaskes. Se efter, om der er påsyet vaske/rensevejledning. Er der ingen mærker, så spørg i IDEmøbler, før du vasker eller renser dine stofbetrukne møbler.

 

Pleje af møbler i stål og aluminium

Møbler i stål og aluminium tåler næsten alt, men fugt kan give rust og misfarvning.

Jern, stål og aluminium rengøres med en tør klud. Grundig rengøring kan ske med en klud opvredet i sæbevand eller Guardian Stålrens - husk blot at tørre efter.

 

Pleje af møbler med linoleum

Linoleum er et 100% naturprodukt, som er fremstillet af råvare udvundet af planter eller træer. Nogle af fordelene ved linoleum er, at det er støjdæmpende, rengøringsvenligt og afvisende over for fedtede fingre.

Linoleum tåler ikke fedtfjernende rengøringsmidler som sulfo, Ajax ol. Rengør i stedet dine linoleumsoverflader med en blød, fugtig klud opvredet i rent vand.

Føler du, at bordpladen trænger til en ekstra grundig rengøring, så brug et linoleumsplejemiddel som f.eks. Guardian Linoleumssæbe.

Undgå at sætte varme ting over 80 grader direkte på et linoleumsbord.


Vamdrup Møbelhus ApS Logo

Mandag - Fredag kl. 10-17.30 • Lørdag kl. 10-14 • 1. Søndag i måneden kl. 11-15
SÆRLIGE Kunder Fortjener SÆRLIGE MØbler
Tlf. 70 20 00 14 - www.vmhus.dk
Søndermarken 1 • 6580 Vamdrup

VAMDRUP MØBELHUS APS

Søndermarken 1
6580 Vamdrup
Tlf. 70 20 00 14
sn@vmhus.dk

Åbningstider

Mandag - Fredag kl. 10-17.30
Lørdag kl. 10-14
1. Søndag i måneden kl. 11-15

Facebook


Programmeret og hosted af nordicweb